
Ved sygdom
Når du er syg, fungerer din krop anderledes, end når du er rask. Afhængig af den aktuelle sygdom har din krop behov for mere eller mindre af de forskellige næringsstoffer som protein, kulhydrat og fedt samt diverse vitaminer og mineraler.
Det er derfor vigtigt at få indblik i, hvilke næringsstoffer der er vigtige i forhold til netop din sygdom, og i hvilke fødevarer de forekommer, så du kan tilgodese din krops behov.
Din krop er ved sygdom i en slags alarmberedskab, og den bruger derfor også mere energi end normalt til at opretholde de forskellige kropslige funktioner. Dertil kommer, at der i forbindelse med sygdom kan være andre udfordringer, eksempelvis problemer med at synke, kvalme og deraf følgende utilsigtet vægttab.